Nyd den forrygende norske natur året rundt

Billig hytte i Norge

Flere og flere medlemmer af Fødevareforbundet NNF får øjnene op for bjerghytterne i Norge, som kan lejes både sommer og vinter. Trods stor efterspørgsel på hytterne er chancen for, at få en hytte i netop den uge du ønsker dig rigtig gode. Prisen er kun 1.800 DKK pr. uge.

Så er du til vinterferie, sneklædte fjelde og skiture, så er dette tilbud måske lige noget for dig, eller er du til lange traveture i et naturskønt område er sommerperioden også et valg.

Hytterne ejes af Fødevareforbundet NNF's norske søsterforbund NNN og ligger i de smukkest tænkelige omgivelser.

Praktiske råd

Turen derop

Der er ca. 900 kilometers kørsel fra København via Sverige over Oslo/Lillehammer. Fra Lillehammer er der ca. 150 km til feriebyen, som ligger på fjeldet ved Heidal.

Kørselsvejledningen tilsendes lejerne forud.

Hytteområdet

Hytterne ligger spredt i området nord for P-pladsen og grusvejen, det er forbudt at køre bil indenfor området. Det frarådes at ankomme i mørke, hvor det vil være svært at orientere sig i området, som er uden belysning.

Hytterne

indeholder opholdsstue og to soveværelser - med plads til 6. I flere af husene er underkøjen i det lille soveværelse erstattet med en dobbeltseng, således der i disse huse er syv sovepladser. (Dyner og puder forefindes, men linned skal medbringes). Indeholde endvidere badeværelse med toilet og brusekabine, men ikke faciliteter til tøjvask. Køkkenkrogen har mini-ovn og to kogeplader samt køleskab. Hytten har el-radiatorer og stuen har endvidere brændeovn. Brænde er inkluderet i lejen, men om vinteren betales lidt ekstra for el.

Alle hytter har TV med NRK1 samt DVD-afspiller - modtagerforholdende for digitale signaler kan være noget variable.- Fra stuen er der udgang til en stor, nybygget træterrasse. - Tre af hytterne er røg- og dyrefri (nr. 6,7 og 9). Medbring selv rengøringsartikler til slutrengøringen ved afrejse samt toiletpapir til opholdet, samt viskestykker, karklude og sulfo.

Restaurant, TV og Internet

Hele året indbyder området til fjeldvandring i den smukke natur.

Den hyggelige og smukt beliggende Lemonsjø Fjellstue, der ligger i nærheden, er et velbesøgt knudepunkt for langrendsløjperne. Her kan man også komme på internettet med sin medbragte computer - gratis. Fjeldstuen byder også på flere Tv-kanaler, end man har til rådighed i hytten, og i restauranten kan man købe mad og drikke.

En af løjperne krydser grunden.

Gode råd

Man kan spare mange penge ved at medbringe dagligvarer fra Danmark.

Man skal være indstillet på at afstandene er større, end man er vant til i Danmark. Der er lidt langt til alt.

Medbring godt varmt vinter/skitøj. Det kan anbefales at medbringe en kraftig lygte/lommelygte.

Konklusion

Alt i alt et fantastisk feriemål, hvis man sætter pris på de norske fjelde om vinteren og har bil til rådighed.

Booking

Uge-ønskerne skal afgives i god tid til afdelingen, Fødevareforbundet NNF Sjælland og Øerne, Østre Parkvej 2 G, 4100 Ringsted, att.: Henrik Tonnesen, E-mail: het@nnf.dk

Lejemålet løber fra mandag til søndag.